Danske kvinder med hormonfølsom brystkræft får tilbudt 10 års efterbehandling med antihormon præparatet Tamoxifen. Dermed forlænges den antihormonelle efterbehandling med fem år.

International enighed om at forlænge Tamoxifen-behandling

Tamoxifen har været på markedet i mere end 30 år og har forlængst bevist sit værd; Tamoxifen forhindrer østrogen i at binde sig til kræftcellerne og nedsætter risikoen for tilbagefald for kvinder, der efterbehandles med præparatet. Tamoxifen gives til kvinder med brystkræft før overgangsalder.

To engelske undersøgelser (The Cancer Research UK study/ATLAS og aTTom study) dokumenterede i 2013 virkningen af at forlænge Tamoxifen-behandlingen ud over de hidtidige fem år.

De engelske resultater

Hvorfor forlænge behandlingen med antihormon præparatet Tamoxifen?

Fordi de engelske undersøgelser viser, at kvinder, der tager Tamoxifen i 10 å:

  • nedsætter risikoen for tilbagefald med op til 25 procent sammenlignet med kvinder der stoppede deres Tamoxin-behandling efter fem år.
  • reducerer dødeligheden med op til en tredjedel hos de kvinder, der tager Tamoxifen i 10 år i forhold til dem, der ikke gør.

Ændret Tamoxifen praksis i hele verden

Resultaterne fra de engelske undersøgelser betyder, at mange lande fremover anbefaler og tilbyder behandlingen med Tamoxifen i 10 år.

Det gælder således også i Danmark, hvor onkologerne anbefaler 10 års efterbehandling med Tamoxifen.

Det er frivilligt at modtage tilbuddet om efterbehandling med Tamoxifen.

Tabletterne udleveres på den behandlende afdeling. Typisk den onkologiske afdeling du som brystkræftramt er blevet behandlet på i forbindelse med din kemoterapi.

 

Læs også