Filosofi kan hele mennesker og har gjort det lige siden Sokrates tænkte tanker i oldtidens antikke Grækenland.

Nu har det vist sig, at filosofi også kan hele mennesker efter kræft og kaos.

Foreløbig har kun få kræftramte mærket effekten af at deltage i en sokratisk dialoggruppe.

Metoden har imidlertid potentiale til at komme langt flere mennesker til gode.

Filosofi kan hele mennesker, når livet bliver sat på spidsen

Selvom sokratiske dialoggrupper allerede har haft en mærkbar effekt hos de mennesker, der har deltaget i dem, er samtalegrupperne endnu ikke særligt udbredte i Danmark.

Filosof Jeanette B.L. Knox har gennem flere år forsket i sundhedsfilosofi og medicinsk etik. Hun har mange års erfaring som sokratisk facilitator og har gennem sin forskning foldet de sokratiske dialoggrupper ud for mennesker med kræft.

“Jeg satte mig for at undersøge, om metoden med de sokratiske dialoggrupper kunne bruges af mennesker, der var blevet ramt af kræft,” fortæller Jeanette B.L. Knox om de sokratiske dialoggrupper hun har faciliteret siden 2008.

“Når vi rammes af sygdom, bliver vi ofte overmandet af livets store spørgsmål. Disse spørgsmål kan virke overvældende at håndtere selv, og her kan dialoggruppen være en mulighed for at forholde sig til sin livssituation på en undersøgende og filosoferende måde.”

Kræftfri og hvad så?

For mange kræftramte kommer tankerne myldrende, når de er færdige med deres behandling og bliver erklæret kræftfri.

Sådan var det også for Lotte Seheim, der fik brystkræft som 40-årig.

”Indtil da havde jeg bare hængt i med neglene. Jeg brugte alle mine forsvindende kræfter på at passe min behandling og gå til ekstra undersøgelser og alle mulige samtaler,” fortæller Lotte Seheim.

”Men efter seks måneders behandling var jeg færdigbehandlet og kræftfri. Og hvad skulle jeg så?”

”Jeg havde løbet og løbet og med ét var min kalender tom.”

Kaos i ingenmandsland

Lotte Seheims forløb ligner på mange måder alle andre kræftramtes. Ligesom de, så kunne hun først tænke igen, da behandlingen var overstået.

”Først blev der fuldstændig stille i mit overbelastede hoved. Som i helt helt stille. Der skete ingenting. Jeg var fuldstændig blank.”

”Så eksploderede mit hoved, og tankerne stormede frem. Hvad skulle jeg nu? Hvor langt blev mit liv? Hvordan skulle jeg få det hele til at hænge sammen? Hvem var jeg?”

”Jeg kunne slet ikke få styr på tingene. Det eneste jeg vidste var, at jeg på ingen måde kunne vende tilbage til det liv, jeg levede før jeg blev syg.”

”Alt det, der havde virket før – det gav pludselig ikke mening længere. Jeg mærkede meget intenst, hvad TOMRUM egentlig betyder. Det stod jeg nemlig midt i, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle bevæge mig hen.”

Brug for at finde en ny mening

Da tankerne havde allermest fart på, blev Lotte Seheim tilfældigt tilbudt at deltage i en sokratisk dialoggruppe.

Først fangede det ikke hendes interesse. Filosofi var ikke for hende. Og slet ikke på det tidspunkt, da hun havde mistet fodfæstet i sit liv og var eksistentielt rundt på gulvet.

Alligevel blev hun nysgerrig på den sokratiske dialoggruppe. Noget pirrede hendes nysgerrighed.

”Jeg fik lyst til at undersøge, hvad det nu var for noget. Denne her måde at tale sammen på uden vi skulle til at pille i vores egne navler. Jeg havde brug for at tage hånd om de lidt større tanker, der fløj rundt i mit hoved oven på kræften. Jeg havde brug for at finde en ny mening med mit liv. For den gamle mening forsvandt sammen med min sygdom.”

Lindrer sår og rifter

Sokratiske dialoggrupper er slet ikke skabt til kræftramte. Men formen og filosofien måtte kunne sættes ind i de kræftramtes kontekst, tænkte filosof Jeanette B.L. Knox.

”Det særlige ved at kræftramte mødes i en sokratisk dialoggruppe er, at de oplever, hvordan filosofien kan hele og lindre nogle af de sår og rifter, kræftsygdommen har påført dem,” siger Jeanette B.L. Knox, der har lang samtaleerfaring med mennesker, der er berørt af store livsspørgsmål.

”Den klassiske filosofi er selvfølgelig udgangspunktet. Men i bund og grund handler samtalerne i en sokratisk dialoggruppe om at se den visdom, der ligger i det liv, vi lever og de erfaringer, vi gør os.”

”Når vi tænker sammen i den sokratiske dialoggruppe, så gør vi det ikke ud fra et bestemt verdensbillede eller nogle bestemte teorier. Dialoggruppen er et åbent reflektionsrum, hvor vi sammen tænker over de store ting i tilværelsen.”

”Dialoggruppen handler om at skærpe opmærksomheden mod det, der betyder noget i livet og skære det uvæsentlige væk,” har en tidligere deltager formuleret, hvad det vil sige at deltage i en sokratisk dialoggruppe.

Mødet med filosoffen

For mange mennesker er filosofi ensbetydende med store tanker, højtragende teori og komplicerede tekster på fransk og engelsk.

Men hvem siger, at filosofi ikke også er nede på jorden? Hvem siger det kræver en lang uddannelse at tænke over livets udfordringer? Hvem siger, at det ikke er for dig og mig?

”Når man filosoferer sammen om det livsnære, så består det ikke af højtflyvende teori og ubegribelige foredrag. Det betyder blot, at vi reflekterer sammen ud fra en grundlæggende undren over livet,” forklarer filosof Jeanette B.L. Knox, der var facilitator eller fødselshjælper i den dialoggruppe, Lotte Seheim kom med i.

”Det, der sker i en sokratisk dialoggruppe er, at vi undersøger de felter og steder, hvor vores hverdag krydser det mere overordnede i vores liv. Man kan sige, at vi skaber et rum til i ro og mag at reflektere over de store ting i livet.”

At tænke sammen

I Lotte Seheims dialoggruppe havde alle deltagerne haft kræft. De havde mødt hinanden på Center for Kræft & Sundhed i København for at tale sammen om det, der var vigtigt i deres liv.

De var alle sammen kvinder. Meget forskellige kvinder.

De havde forskellige aldre. Nogle var gift, andre var alene. Et par af kvinderne havde børn, andre havde ikke. De kom med meget forskellige livserfaringer og havde forskellige uddannelser.

”Vi mødtes seks gange et par timer ad gangen. Vi var nysgerrige, vi undrede os sammen, og vi blev enige om at undersøge spørgsmålet: Hvad er det gode liv? Vi kiggede på emnet lidt oppefra og stillede spørgsmål frem for at søge konkrete svar.”

”Det var hamrende filosofisk, men samtidig helt helt nede på jorden. Det var ikke et hak højtravende, faktisk var det ret lige til. Det var til at forstå, fordi det tog udgangspunkt i vores liv og vores erfaringer.”

Alle kan filosofere

”Der var ingen i gruppen, der havde særlige forudsætninger for at filosofere. Vi var bare helt almindelige kvinder, der havde lyst til – og brug for – at undersøge noget, der var større end os selv.”

”Vi forsøgte at skabe mening efter alt det vanvid, vi havde været igennem med kræft. Det kunne vi i den sokratiske dialoggruppe. For dér var der rum til at undersøge tingene på en helt anden måde end man gør, når man går til psykolog.”

”Vi blev på en måde oppe i hovederne, frem for at pille følelser nede i maven.”

”Det var ekstremt befriende, fordi vi tog fat på noget af det allervigtigste i livet – nemlig hvad er meningen med livet. Men samtidig var vi fri for at føle, føle, føle.”

Filosofi og sokratiske dialoggrupper i hverdagen

Det er noget med måden at tænke på – at filosofere i hverdagen og bruge de redskaber, filosofien tilbyder.

”Hvis jeg ikke havde de redskaber, som jeg har fået gennem den sokratiske dialog, hvor man taler om det egentlige, så ville jeg være blevet eksistentielt rundtosset. Jeg har fået redskaber gennem filosofien, som jeg ikke har fået andre steder. Sygdommen betød, at jeg på et meget direkte plan blev mindet om, at mit liv ikke er uendeligt, og min søgens fokus var, hvordan jeg kunne få det bedste ud af den tid, jeg nu måtte have tilbage. Og her hjælper filosofien dig til at tage bindet fra øjnene og være i livet på en ny måde,” beskriver Lotte Seheim i i Else Marie Nygaards artikel i Kristeligt Dagblad.

“Projekt kræft skal jeg leve med resten af mit liv, uanset hvor kort eller langt det bliver. Jeg har ikke kræft mere, men jeg skal leve med aben og en forhøjet risiko for tilbagefald. Når man har fået sådan et dødsdomsagtigt stempel, så har man brug for at tænke de store ting igennem og undersøge, hvad livet og døden er for nogle størrelser,” lyder det fra Christina Selden, der har deltaget i en sokratisk dialoggruppe.

Hun beretter om sine tanker om at håndtere de store spørgsmål efter kræft sammen med ligesindede i en sokratisk dialoggruppe i bogen Mosaik – 21 tekststykker om at komme fra kræft til kræfter.
Du finder det relevante afsnit på side 99 i bogen. Afsnittet hedder: At tænke sammen med andre.

Pin It on Pinterest