I dag er det kvindernes internationale kampdag. En ganske særlig dag, der betyder mere for nogle end for andre.
Min 8. marts blev noget anderledes end jeg havde forventet.
Da jeg vågnede i morges havde jeg ikke forestillet mig, at der stadig er så meget at kæmpe for.
Men det er der. For muligheden for frit leverandørvalg er ikke en selvfølge.
Frit leverandørvalg er godt nok sikret via serviceloven, men det kræver, at borgeren ved den findes, når kommunen forsøger at “hjælpe” borgeren over til sin vanlige leverandør.
Noget gik helt skævt og frit leverandørvalg gik fløjten
I dag har jeg brugt min tid på at tale med en klemt og frustreret kvinde, der for nylig kontaktede mig, fordi hun havde brug for en ny brystprotese.
Hun skulle have hentet sin nye brystprotese i dag, men hun ringede til mig og aflyste sit besøg, fordi hun ikke orkede al den ballade med kommunen.
Jeg har også forgæves brugt en masse tid på at føre en dialog med en kommunal sagsbehandler, der talte som en havnearbejder og var lige så empatisk som et stykke granit. Hun var for nu at blive i havne-jargonen fløjtende ligeglad med, at der var frit leverandørvalg.
Du har ret til selv at vælge leverandør
Nu skal du få den del af historien, jeg kender:
Kvinden er i 60erne og har i årevis brugt en bestemt leverandør, når hun skulle have ny protese. Denne leverandør har nu lukket sin forretning, og kvinden skal finde et nyt sted.
Hun går på nettet og finder Livja og bestiller sin protese der.
Det kan hun – og alle andre, der er berettiget til et hjælpemiddel – gøre med serviceloven i ryggen, fordi den giver frit leverandørvalg.
Du må selv vælge din leverandør.
Serviceloven sikrer dig, at du selv kan vælge leverandør, når du skal bruge din bevilling til f.eks. brystprotese, kompressionsvest eller kompressionsærmer og handsker eller hvis du skal have hovedbeklædning i forbindelse med din kemobehandling.
Trækker sig fra det hele
Sidst jeg talte med kvinden, var hun glad, fordi det var så let at få en ny protese hos Livja.
Den kvinde, jeg talte med i dag var ubeskriveligt ked af det.
Hun var frustreret, forvirret og så opgivende, at hun ønskede at trække sig fra det hele.
Hun ville bare gerne have en ny protese. Helt enkelt.
Og meget gerne så let og ligetil som muligt.
Det var det også lige indtil i dag, hvor kommunen tog affære.
Når skrankepaver drager i felten
Den kvinde, jeg talte med i dag blev mast flad af sin kommune, der brugte sin autoritet på at sende hende hen til den leverandør, kommunen har indgået aftale med.
Kvinden forsøgte faktisk at gøre som kommunen ville have hende til og kontaktede kommunens leverandør.
Her blev hun sendt rundt og rundt og rundt i leverandørens telefonsystem og stillet om et hav af gange.
Undervejs skulle hun svare på en masse spørgsmål for til sidst at få at vide, at hun ikke bare sådan kunne få en protese, før hun havde mødt frem til en konsultation.
Men kvinden havde ikke brug for at tale med nogen om sin protese og syntes, det var tidsspilde med en konsultation. Hun har brugt protese i årevis. Hun ville bare gerne have en ny protese, og hun vidste præcis hvilken slags og størrelse, hun skulle bruge.
Derfor valgte hun Livja. Det var let og ligetil.
Hvad blev der af det frie valg?
Eller rettere: Det burde have været enkelt.
Men det blev istedet kompliceret, og det havde konsekvenser for kvinden at vælge en anden leverandør end kommunens foretrukne.
Da kvinden valgte Livja, blev hun kontaktet af kommunens sagsbehandler direkte på telefon.
Sagsbehandleren fortalte hende, at Livja ikke var godkendt som leverandør, og at firmaets priser var meget højere.
Det ville så betyde, at kvinden selv kom til at betale forskellen, og at det var på hendes helt eget ansvar, hvis hun handlede hos Livja.
(I parentes bemærket: Livja er godkendt som leverandør hos de danske kommuner og leverer brystproteser, kompressionsærmer, kompressionshandsker og andre hjælpemidler til borgere i 47 kommuner og hovedbeklædning til borgere i samtlige regioner.)
Kunsten at hjælpe eller ej
Grundstenen i vores velfærdssamfund er, at fællesskabet hjælper, når en borger har brug for hjælp.
Sådan er det også med kropsbårne hjælpemidler som f.eks. en brystprotese eller kompressionsærmer, kompressionsBHer m.m.
Her har du som borger ret til at få bevilling til et hjælpemiddel.
Det var det, kvinden forsøgte at få, fordi hun havde brug for en ny brystprotese.
Men det skete ikke, og hendes forløb efterlader en undren over flere ting:
- Hvad er sagsbehandlerens (og kommunens, velfærdssamfundets) ypperste opgave?
- Hvem betaler sagsbehandlerens løn?
- Hvor meget frit valg har en kvinde, når en kommunal sagsbehandler aktivt forsøger at påvirke hendes valg af leverandør?
Kommunens indgreb virkede: Kvinden aflyste alt, og hun endte med slet ikke at få en ny brystprotese.
Som hun sagde til mig, så havde hun aldrig ønsket at blive blandet ind i noget med kommunen eller at være til besvær. Hun ville bare gerne have en ny brystprotese.
Kvinde kend din ret
Jeg er rystet. Som kvinde og som menneske.
Men mest af alt er jeg ked af det, fordi jeg ser en kvinde, der mærker skyggesiden af det danske velfærdssystem.
Lige nu sidder en kvinde og er utryg ved hele situationen, og hun har droppet at få det hjælpemiddel, hun har brug for, fordi der blev ballade med kommunen.
En kvinde, der bad om hjælp.
En borger, der blev kørt over af sin kommunale sagsbehandler, fordi hun valgte en anden løsning end den kommunen foreslog.
Et menneske, der gav op, fordi det blev for ubehageligt at vælge selv.
En borger, der brugte sin lovsikrede mulighed for frit leverandørvalg.
Er det i orden?
It’s my way og the high way, kan man tolke kommunens håndtering af denne helt almindelige og ukomplicerede sag om en kvinde, der havde brug for en ny brystprotese.
Er det i orden?
Hvad synes du?
Er det virkelig sådan det skal være?
Har du oplevet noget lignende?
PS. Du har frit valg, men får det ikke altid at vide
De fleste kommuner laver leverandøraftaler med bestemte firmaer for at få de billigste priser handlet hjem.
Har din kommune indgået sådan en aftale?
Det kan du se på din bevilling. Her står der navn og kontaktoplysninger på kommunens leverandør, hvis de har en.
Til gengæld står der ikke altid, at du rent faktisk har frit valg til selv at vælge, hvem der skal levere dit hjælpemiddel.
Eller at du sådan set ikke behøver at bruge den leverandør, kommunen gerne vil have dig til at bruge.
Det hedder frit leverandørvalg, og det betyder, at du har frit valg, og du kan bruge din bevilling præcis hvor du vil.
Uanset hvem din kommune har indgået aftaler med.
Din guide til at søge en bevilling
Hvis du er berettiget til et kropsbårent hjælpemiddel og vil søge en bevilling hos din kommune, så få hjælp til at gøre i Livjas guide: