Lymfesystemet er et af de allervigtigste systemer, der findes i vores krop. Det er samtidig et af de mest oversete systemer.
Vi har alle sammen et lymfesystem, men de fleste af os mærker det ikke.
Vi ved sjældent, at vi – ud over vores blodårer og vener – har yderligere et system, der holder os i gang og på benene!
Vi mærker først lymfesystemet, når vi bliver syge!
Hvad er lymfesystemet egentlig for et system?
Hvorfor er det så vigtigt for os?
Det kigger vi nærmere på i denne artikel.
Lymfesystemet er alfa omega for immunforsvaret
Lymfesystemet er en slags kroppens skraldemand og bakteriekriger og har afgørende betydning for vores immunforsvar. Det ligger lige under huden og er et fintmasket net, der dækker alle dele af vores krop.
Systemets primære funktion er at flytte overskydende væske fra organer og væv tilbage i blodet – og så selvfølgelig at finde og udrydde bakterier og virus.
Det består af gennemsigtig lymfe (lymfevæske), lymfekar, lymfeknuder og lymfekirtler og breder sig ud i hver en krog af kroppen.
Det rydder op og fjerner de bakterier og giftstoffer, der kan gøre os syge, og så hjælper det vores immunforsvar med at bekæmpe sygdom.
Lymfeknuderne er de centrale omdrejningspunkter
Lymfesystemet kaldes også det lymfatiske system og består af omkring 600 lymfeknuder, der klarer rensearbejdet, når lymfen bliver hentet retur fra hele kroppen.
Lymfeknuderne er bogstavelig talt de centrale knudepunkter og rensningsstationer. De samler, renser og bekæmper de bakterier og infektioner, vi har i kroppen. Også kræftcellerne.
De vigtigste lymfestationer sidder ved kravebenet og halsen, i armhulen og lysken og ved bryst- og bughulerne.
[box] Læs artiklen: Lymfeknuder er rensende perler på en snor[/box]
Lymfesystemet og brystkræft
For kvinder, der rammes af brystkræft spiller lymfeknuderne i armhulen en vigtig rolle.
Armhulen er nemlig fuld af lymfeknuder og er det sted, brystkræften bevæger sig hen, hvis den spreder sig fra brystet.
Derfor tjekker man altid, om brystkræften har spredt sig. Det gør man ved hjælp af den kirurgiske metode sentinel node procedure.
Metoden – der også kaldes skildvagtsmetoden – går ud på, at den brystkræftramte får taget de første 1-3 lymfeknuder i armhulen ud til tjek.
Selvom operationen udføres så nænsomt som muligt, så betyder metoden, at lymfesystemet skæres i stykker. Det resulterer i, at det naturlige flow af lymfevæske og muligheden for afløb ind mod kroppen ophører. Lymfevæsken skal finde nye veje, men bliver oftest stående.
Læs artiklen: Skildvagtmetoden eller sentinel node procedure – hvad er det?
Et overskåret lymfesystem giver risiko for lymfødem
Sentinel node operationen betyder, at alle brystkræftkvinder har risiko for at udvikle lymfødem i arm og hånd.
Men det er ikke kun kvinder, der opereres for brystkræft, der risikerer at få lymfødem efter deres operation.
Det samme gør alle andre, der får foretaget kræftoperationer, hvor man er nødt til at fjerne lymfeknuder eller lymfekirtler, fordi der er kræft i dem.
Almindelige operationer kan også øge risikoen for lymfødem, når lymfesystemet bliver beskadiget under operationen.
Så ligeså kraftfuldt lymfesystemet er, når det fungerer – ligeså sårbart er det, når det bliver beskadiget.
[box] Læs artiklen: Værd at vide om lymfødem [/box]
Fra forsvarsbastion til permanent hævelse
Enhver operation, der kommer i karambolage med lymfesystemet, kan ændre det radikalt. Så meget, at det går fra at være din forsvarsbastion til at være en permanent hævelse et sted i kroppen.
Når det naturlige lymfesystem ikke længere er intakt, bliver lymfen (væsken) stående og gør armen eller benet større, fordi lymfen ikke længere kan løbe tilbage til kroppen af egen kraft.
Hævelsen hedder lymfødem og er en varig tilstand. Lymfødem er ikke farlig, men den vil præge din hverdag resten af dit liv.
Lymfevæske kan blive stående og blive til lymfødem i arm, hånd, ben, mave, hals eller hoved.
Få mere viden om lymfødem og lymfesystemet
Lymfesystemet og lymfødem er to emner, du kan få mere viden om i en rækker artikler, vi har skrevet om netop disse vigtige emner.
Klik nærmere på de enkelte artikler:
- Værd at vide om lymfødem
- Lymfeknuder er rensende perler på en snor
- 20 indsigter i lymfødem og kompressionsærmer
- Kathy Bates: Ingen læger fortalte mig om lymfødem
- Her er din hjælper til dig og dit lymfesystem
- På med ærmet, når du skal ud og flyve