Du kender måske det gamle mundheld: Nøden lærer nøgen kvinde at spinde?

Det findes nu i en regional version: Nøden lærer Region Syddanmark at spinde i jagten på brystkræft. (Og i manglen af radiografer, kunne man tilføje).

Regionen har langt fra radiografer nok til at lave mammografier, og regionen vil derfor teste, om de kan benytte kunstig intelligens til at fange nye tilfælde af brystkræft.

“Det er ikke nogen hemmelighed, at sundhedsvæsenet på nogle områder er udfordret i forhold til arbejdskraft. Derfor er vi nødt til at forsøge at afhjælpe disse udfordringer hurtigst muligt, og her har kunstig intelligens potentiale til at blive en gamechanger,” siger udvalgsformand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark Mette With Hagensen (S).

Der mangler øjne til at opdage brystkræft

Vi hører næsten dagligt, at der mangler varme hænder i det danske sundhedsvæsen.

I Region Syddanmark erkender de, at der også mangler øjne – de kan ikke skaffe radiografer nok til at gennemgå alle de mammografier, regionen hvert andet år tager på kvinder i alderen 50-69 år.

Derfor vil Region Syddanmark teste om kunstig intelligens (AI) kan bruges til noget og på sigt afhjælpe manglen på radiologer og formindske antallet af kvinder, der screenes for sent.

Mammografi finder brystkræft og redder liv

Nævner ikke elefanten i rummet

For mange kvinder, der rammes af brystkræft, er det også en del af virkeligheden i dagens Danmark, at de bliver indkaldt for sent til deres mammografiundersøgelse.

Delen om for sen screening nævner regionen ikke noget om i sin pressemeddelelse, hvor de præsenterer forskningsprojektet. Man fristes til at sige, at ingen nævner elefanten i rummet…

Det kan undre, når der løbende bringes historier om netop forsinkelser ift. mammografier og kvinder, der udvikler brystkræft og som derfor stiller spørgsmålet: Kunne jeg have undgået brystkræft, hvis jeg var indkaldt til tiden og fik lavet min mammografi der?

Læs artiklen: Udløser forsinket indkaldelse til mammografi erstatning?

Sådan kan kunstig intelligens finde brystkræft

Hos Region Syddanmark skal den kunstige intelligens-algoritme analysere røntgenbilleder af brystvæv for at identificere tegn på kræft.

I første omgang søsætter regionen et forskningsprojekt, hvor halvdelen af mammografierne som hidtil bliver gennemgået af to radiologer. Altså to sæt menneskeøjne.

Den anden halvdel bliver gennemkigget af en radiolog og en såkaldt algoritme, der via kunstig intelligens kan gennemgå mammografi-billederne. Dvs. et sæt menneskeøjne og en computer med masser af kunstig intelligens.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Hvordan kan en computer finde brystkræft? Og hvad er en kunstig intelligens-algoritme?

En algoritme er en arbejdgang eller proces, der kan udføres på en computer.

Computeren er programmeret til at “tygge” sig igennem en kæmpe mængde informationer og samle dem, når den kan se et mønster eller nogle undtagelser eller afvigelser i alle de mange data.

I forhold til brystkræft, så er algoritmen skabt ved at have gennemgået hundredtusindvis af mammografi-billeder. Algoritmen har derefter tillært sig alle de data, der ligger i billederne.

Herefter kan den kunstige intelligens programmeres til at lave en risikovurdering eller rapport over de atypiske ting, den har fundet på mammografierne.

Hvis det virker, så kan algoritmens fund bruges til at beslutte, om der skal laves flere undersøgelser eller om der skal sættes en behandling i gang.

Alle syddanske sygehuse deltager

Hvis du bor i Region Syddanmark og får lavet mammografi, vil du indgå i forskningsprojektet, fordi alle regionens sygehuse deltager.

Projektet løber i 3 år, bygges op som et forskningsprojekt og forankres i Radiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, Radiologisk Forsknings- og Innovationsenhed (UNIFY) på Syddansk Universitet og Center for Klinisk Kunstig Intelligens (CAI-X).

Du kan læse mere om projektet her:

Læs også mere om forsinkede screeninger: