Der var flag på briksen i strålerummet den dag jeg fik min sidste strålebehandling.
Jeg var færdigbehandlet. Jeg havde overlevet brystkræft og den lange behandling for sygdommen.
Jeg havde kæmpet med alt, hvad jeg havde for at redde livet. Jeg ville så gerne have meget mere af det.
I 6 måneder brugte jeg hver og én af mine svindende kræfter på at blive behandlet og gå til et utal af undersøgelser og samtaler. Operation, kemobehandling og til sidst strålebehandling. Plus alt det løse.
Nu var jeg kræftfri og anede ikke, hvor jeg skulle gå hen.
Jeg stod fuldstændig lammet i et endeløst eksistentielt tomrum og ingenmandsland.
En festdag med grå himmel
Jeg kiggede ned på mine fødder den dag i december foran Rigshospitalet i København.
Jeg var netop kommet op af trapperne fra strålebunkeren for 25. og sidste gang.
Jeg havde virkelig set frem til denne dag. Talt ned til den og sat et flueben mere hver gang jeg havde gennemført en strålebehandling mere.
På min lange vandring gennem behandlingen holdt jeg modet oppe ved at tænke på den dag, jeg var færdig. Jeg havde sådan set frem til den og forestillede mig, at denne dag ville være en festdag.
Men feststemningen udeblev. Det var lillejuleaften, og himlen var grå over København.
I stedet stod jeg nedtrykt og mutters alene og kastede et blik ned i det stille vand i bassinet, der dengang var foran hospitalet. I spejlbilledet stod en kvinde, der ikke mærkede, at hun havde mistet fodfæstet og sig selv.
Fantastisk jeg overlevede
Til gengæld virkede det som alle andre omkring mig syntes det var helt fantastisk, jeg nu var kræftfri.
“Hvor ser du godt ud, og hvor er det godt, du er kommet igennem det mareridt. Nu er du rask og kan starte på arbejde igen,” sagde mine omgivelser.
Og de havde ret. Det var helt fantastisk, jeg var bare ikke spor glad. Og arbejde var så absolut det allersidste jeg tænkte på.
På den ene side var jeg ubeskriveligt taknemmelig over at være i live, og samtidig var jeg fuldstændig tom indeni. Og jeg var IKKE glad. Jeg var rodløs.
Som jeg stod der for enden af behandlingstunnelen kunne jeg ikke få øje på lyset. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med det liv, jeg havde knoklet som en sindssyg for at få mere af. Faktisk anede jeg knapt, hvad der var op og ned i det.
Den dag alt blev stille
Dengang sagde jeg ikke højt, hvordan jeg havde det.
Jeg var faktisk lidt flov over hvordan jeg havde det, og derfor holdt jeg det for mig selv.
Tænkte, at det sikkert virkede utaknemmeligt, hvis jeg sagde, at jeg ikke var en spor glad. Jeg havde jo overlevet, ikke? Så hvordan kunne jeg ikke være glad?
Mens jeg kæmpede med min utaknemmelige taknemmelighed holdt jeg mine tanker for mig selv og forsøgte stille og roligt at lande i livet igen.
Lige indtil jeg blev væltet omkuld af …. ja, livet. Og især af alle tankerne om livet.
Jeg var faktisk ikke alene
I dag ved jeg, at jeg ikke er eller var alene om at have det sådan.
For mange kræftramte (og mange andre, der bliver ramt af alvorlig sygdom eller krise) kommer tankerne (først) myldrende, når vi er færdige med vores behandling og bliver erklæret raske. Så bliver der med et plads til at fordøje alt det, man har været igennem. Alle tankerne om, hvor tæt man faktisk har været på at dø.
Lidt ligesom når man har stået foran en kæmpe vindkanon, og den så med et holder op med at køre.
Sådan var det også for mig.
Mit hovede eksploderede
I den første tid efter jeg var færdig med min behandling, var der fuldstændig stille i mit sind. Helt helt stille.
Der skete absolut ingenting. Jeg var fuldstændig blank. Jeg kunne ikke tænke.
Men så eksploderede mit hovede, og tankerne myldrede frem. I massevis i et konstant bombardement.
Helt uden hoved, hale eller filter kom alle de tanker, jeg ikke havde haft overskud til at beskæftige mig med, mens jeg passede min behandling.
Hvad skulle jeg nu? Hvor langt blev mit liv? Hvem var jeg? Hvad var meningen med det hele? Hvad var meningen med mit liv? Hvilket liv?
Jeg kunne anede det ikke.
En livstruende sygdom kan efterlade dig i tomrum og ingenmandsland.
Der er kun én vej – og den er frem
Det eneste jeg vidste var, at jeg på ingen måde kunne vende tilbage til det liv, jeg levede før jeg blev syg. Det føltes forkert. Usandt. Ikke gangbart.
Alt det, der havde virket og hængt sammen før, gav pludselig ikke mening længere.
Der var bare lige det, at jeg ikke havde noget at sætte i stedet for.
Jeg var helt alene i TOMRUM og INGENMANDSLAND.
Eksistentielt var jeg helt rundt på gulvet.
Sokratisk hvad for noget?
Jeg var søgende. Ikke efter at finde en gud, men derimod en ny mening med det liv, jeg vidste, jeg skulle i gang med at skabe. Mit liv version 1 var forsvundet. For altid.
Jeg fandt et håndtag, da jeg mindst ventede det: En dag faldt jeg tilfældigt over en kedelig sammenfoldet pjece med overskriften Sokratisk dialoggruppe.
Sokrates! Filosofi! Vor herre til hest.
Nej tak, du. Sokratisk dialoggruppe. Det var ikke noget for mig.
Jeg gad ikke engang åbne pjecen. Bare titlen Sokratisk Dialoggruppe var for højtragende, og lige nu havde jeg allermest brug for at blive ved jorden og finde frem til livet version 2.0 af mit liv efter brystkræft.
Uden at tænke over det, stak jeg alligevel pjecen i min taske og tog hjem.
Når man ikke forstår et hak
Faktisk havde jeg mere brug for den sokratiske samtalegruppe end jeg havde forestillet mig. Måske var det derfor jeg helt ubevidst havde taget pjecen med mig hjem?
Jeg havde i den grad brug for at tage hånd om og sætte ord på de (store) tanker, der fløj rundt i mit hovede oven på min kræftsygdom.
Jeg havde brug for at kigge på dilemmaerne, udforske de indsigter og sårbarheder, kræftforløbet havde givet mig og som jeg ikke forstod et hak af.
Jeg var nødt til at stille spørgsmål, undre mig og finde nye svar og meninger med det, der skulle være resten af mit liv.
Overmandet af de store spørgsmål
Den gamle mening forsvandt sammen med min sygdom. Og nu stod jeg blottet som en nyfødt med en usexet pjece om en sokratisk dialoggruppe i min hånd. Uden ord, men med hovedet fuld af tanker, jeg slet slet ikke kunne få styr på.
De ord, jeg ikke havde, dem havde filosof Jeanette Bresson Ladegaard Knox til gengæld:
“Når vi rammes af sygdom, bliver vi ofte overmandet af livets store spørgsmål. Disse spørgsmål kan virke overvældende at håndtere selv, og her kan dialoggruppen være en mulighed for at forholde sig til sin livssituation på en undersøgende og filosoferende måde.”
Filosof Jeanette B.L. Knox
Lindrer sår og rifter
Sokratiske dialoggrupper går som navnet antyder tilbage til filosoffen Sokrates i det gamle Grækenland. De er selvsagt ikke skabt til kræftramte.
Men formen og filosofien måtte som metode kunne sættes ind i de kræftramtes kontekst, tænkte filosof Jeanette Bresson Ladegaard Knox og førte idéen ud i livet.
”Det særlige ved, at kræftramte mødes i en sokratisk dialoggruppe er, at de oplever, hvordan filosofien kan hele og lindre nogle af de sår og rifter, kræftsygdommen har påført dem,” siger Jeanette Bresson Ladegaard Knox, der har lang samtaleerfaring med mennesker, der er berørt af store livsspørgsmål.
”Den klassiske filosofi er selvfølgelig udgangspunktet. Men i bund og grund handler samtalerne i en sokratisk dialoggruppe om at se den visdom, der ligger i det liv, vi lever og de erfaringer, vi gør os.”
”Når vi tænker sammen i den sokratiske dialoggruppe, så gør vi det ikke ud fra et bestemt verdensbillede eller nogle bestemte teorier. Dialoggruppen er et åbent reflektionsrum, hvor vi sammen tænker over de store ting i tilværelsen.”
”Dialoggruppen handler om at skærpe opmærksomheden mod det, der betyder noget i livet og skære det uvæsentlige væk,” har en tidligere deltager formuleret, hvad det vil sige at deltage i en sokratisk dialoggruppe.
Filosofi er at undre sig
For mange mennesker er filosofi ensbetydende med store tanker, højtragende teori og komplicerede tekster på fransk og engelsk. Jeg var ét af de mennesker…
Og jeg blev klogere. For hvem siger, at filosofi ikke også er nede på jorden?
Hvem siger det kræver en lang uddannelse at tænke over livets udfordringer?
Hvem siger, at det ikke er for dig og mig?
”Når man filosoferer sammen om det livsnære, så består det ikke af højtflyvende teori og ubegribelige foredrag. Det betyder blot, at vi reflekterer sammen ud fra en grundlæggende undren over livet,” forklarer filosof Jeanette Bresson Ladegaard Knox.
”Det, der sker i en sokratisk dialoggruppe er, at vi undersøger de felter og steder, hvor vores hverdag krydser det mere overordnede i vores liv. Man kan sige, at vi skaber et rum til i ro og mag at reflektere over de store ting i livet.”
Styrken ved at tænke sammen
Jeg kom med i en sokratisk dialoggruppe, der blev faciliteret af Jeanette Bresson Ladegaard Knox.
I min dialoggruppe havde alle deltagerne haft kræft. Vi mødte hinanden på Center for Kræft & Sundhed i København for at tale sammen om det, der var vigtigt i vores liv.
Vi var alle sammen kvinder. Meget forskellige kvinder endda.
Vi havde forskellige aldre. Nogle var gift, andre var alene. Et par af kvinderne havde børn, andre havde ikke. Vi kom med meget forskellige livserfaringer og havde forskellige uddannelser og forskellige kræftdiagnoser.
Vi mødtes seks gange et par timer ad gangen. Vi var nysgerrige sammen, vi undrede os sammen, og vi blev enige om at undersøge spørgsmålet: Hvad er det gode liv? Vi kiggede på emnet lidt oppefra og stillede spørgsmål frem for at søge konkrete svar.
Det var hamrende filosofisk, men samtidig helt nede på jorden.
Det var faktisk ret lige til og til at forstå, fordi det tog udgangspunkt i vores liv og vores erfaringer.
Det var temmelig meget: Cut the crap, find ind til kernen og lev godt med det, der gør dig glad og glem resten.
Alle kan filosofere
Der var ingen i min sokratiske dialoggruppe, der havde særlige forudsætninger for at filosofere. Vi var helt almindelige kvinder, der havde lyst til – og brug for – at undersøge noget, der var større end os selv.
Vi havde kræft tilfælles, og vi forsøgte at skabe mening efter det vanvid, vi havde været igennem med vores livskritiske sygdom.
Det kunne vi i den sokratiske dialoggruppe. For dér fandt vi rum til at undersøge tingene og undre os sammen på en helt anden måde end man gør, når man går til psykolog.
Vi blev på en måde oppe i hovederne, frem for at pille ved og nulre følelser og oplevelser nede i maven.
Det var ekstremt befriende på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Vi tog fat på noget af det allervigtigste i livet – nemlig: Hvad er meningen med livet? Samtidig var vi fri for at føle, føle, føle.
Filosofi og sokratiske dialoggrupper i hverdagen
Hvad er det særlige ved en sokratisk dialoggruppe?
Det er noget med måden at tænke på – om at filosofere i hverdagen og bruge de redskaber, filosofien tilbyder. Noget med at være i livet og om at være menneske på godt og ondt.
Den sokratiske dialog har givet mig indsigt og redskaber til at finde ind til og tale om det vigtige i livet. De ting, der bliver sat på spidsen, når livet kan mærkes som når man får kræft eller en anden sygdom, der hiver gulvtæppet væk under én.
Det kan være svært at sætte ord på, hvad det præcis er, at den sokratiske dialog har givet mig med videre i livet.
Jeg forsøgte at formulere det, da Else Marie Nygaard skrev en artikel i Kristeligt Dagblad.
“Min kræftsygdom betød, at jeg på et meget direkte plan blev mindet om, at mit liv ikke er uendeligt, og min søgens fokus var, hvordan jeg kunne få det bedste ud af den tid, jeg nu måtte have tilbage. Og her hjælper filosofien dig til at tage bindet fra øjnene og være i livet på en ny måde.”
God til at tænke de store ting igennem
Og præcis dette at være i livet med de livsvilkår vi nu engang bliver tildelt, har også været omdrejningspunktet for en anden kræftoverlever, Christina Selden.
“Projekt kræft skal jeg leve med resten af mit liv, uanset hvor kort eller langt det bliver.”
“Jeg har ikke kræft mere, men jeg skal leve med aben og en forhøjet risiko for tilbagefald.”
“Når man har fået sådan et dødsdomsagtigt stempel, så har man brug for at tænke de store ting igennem og undersøge, hvad livet og døden er for nogle størrelser,” lyder det fra Christina Selden, der deltog i den samme sokratiske dialoggruppe som jeg.
Hun beretter om sine tanker om at håndtere de store spørgsmål efter kræft sammen med ligesindede i en sokratisk dialoggruppe i min bog Mosaik – 21 tekststykker om at komme fra kræft til kræfter.
Du finder Christina Seldens beretning på side 99 i afsnittet: At tænke sammen med andre.
Hvorfor får alle ikke tilbud om at deltage i en sokratisk dialoggruppe?
Jeg fandt ved selvsyn (eller selvoplevelse) ud af, at helbredelse og heling er mere og andet end kirurgi, kemobehandling og stråleterapi, når du bliver ramt af kræft.
Det er i lige så høj grad et spørgsmål om at få styr på sine tanker og sit liv og at komme videre i det, uanset hvor kort eller langt det bliver.
Jeg undrer mig over, hvorfor vi så ikke tilbyder en sokratisk dialoggruppe til mange flere?
Sokratiske dialoggrupper virker!
Jeg ved det fra mig selv. Det gør de andre mennesker, der har prøvet det også.
Filosof Jeanette Bresson Ladegaard Knox dokumenterer det i sin forskning bl.a. i sin Ph.D. afhandling: Thinking in Action, Re-thinking Life. Socratic Dialogue with People in Cancer Rehabilitation.
Indtil videre ved vi, at den sokratiske dialog gavner mennesker, der har haft kræft.
Metoden vil sagtens kunne udfoldes og tilbydes alle mennesker, der bliver ramt af en sygdom eller en anden krise i livet, vil have gavn af denne metode.
Hvad venter vi på?
Hvad skal der til, før flere mennesker får tilbud om at deltage i en sokratisk dialoggruppe? Før de får en filosofisk hånd ud af deres eksistentielle tomrum og ingenmandsland?
Hvornår bliver metoden inviteret indenfor i varmen i det etablerede system?
Læs også kronikken:
