Kan man søge og få erstatning, når man bliver indkaldt for sent til en mammografi og siden har fået brystkræft?

Det spørgsmål skal Patienterstatningen svare på igen.

Spørgsmålet er atter aktuelt, fordi en ny bølge af sager blusser op efter Region Hovedstaden har sendt et undskyldningsbrev ud til et ukendt antal kvinder. Kvinderne er blevet indkaldt til screening for brystkræft (mammografi) med forsinkelse. Nogle af dem har siden fået brystkræft.

Afviser erstatning i Region Hovedstaden

Normalt kan man som patient og borger søge erstatning, hvis man ikke får den behandling, man har krav på. Erstatningssager har sin egen lov Erstatningsansvarsloven og varetages af Patienterstatningen.

Men de 418 kvinder, der er indkaldt for sent til screening for brystkræft i Region Hovedstaden, kan ifølge Else Hjortsø, vicekoncerndirektør i Region Hovedstaden ikke søge erstatning. Det ved hun, fordi hun har været i kontakt med Patienterstatningen.

”Patienterstatningen har meddelt os følgende: at de ikke umiddelbart har mulighed for at tilkende erstatning til de kvinder, vi har indkaldt for sent. Det skyldes, at klage- og erstatningsloven udelukker erstatning, når forsinkelser skyldes manglende ressourcer, hvilket har været tilfældet i Region Hovedstaden.”

Sådan lyder beskeden til kvinderne i det brev, de har modtaget fra Region Hovedstaden i starten af juli 2015.

[box]

Kender du noget til denne sag?

Hvis du selv eller én du kender, ved eller tænker noget, der kan være relevant for sagen, så skriv din kommentar nederst på siden.

Eller send LivJa en besked direkte her.

[/box]

Udfordrer Patienterstatningen

Hanne Fosmark er en af de kvinder, der har modtaget brevet fra Region Hovedstaden.

“Jeg søger erstatning uanset, hvad de siger. Jeg ser det som en fejl, at vi ikke er indkaldt rettidigt.”

“Hvis det er pga. ressourcemangel som de påstår, skulle de have sendt indkaldelsen rettidigt  og samtidig skrevet, at der var forsinkelser pga. ressourcemangel.”

Det frie sygehusvalg ville derfor have gjort det muligt for Hanne Fosmark og de andre kvinder at få lavet mammografien andetsteds.

“Det har vi lovmæssigt krav på efter loven om udrednings- og behandlingsgaranti.”

“Så ja – jeg udfordrer Patienterstatningen,” siger Hanne Fosmark.

Det er også sket i Nordjylland

Det er ikke første gang en region har måtte skrive ud på samme måde som Region Hovedstaden har gjort det.

I efteråret 2014 skrev Region Nordjylland ud til 85 kvinder, der ikke var blevet indkaldt til til mammografi i rette tid og siden fik brystkræft.

Rette tid er ifølge Sundhedsloven og de nationale retningslinjer for mammografi af kvinder mellem 50 og 69 år hvert andet år. Maksimalt må der gå to år og tre måneder mellem hver screening.

I forbindelse med sagen i Region Nordjylland slog Patienterstatningen fast, at man ikke kan få erstatning alene fordi man er indkaldt med forsinkelse.

Men – hver sag blev vurderet individuelt og de kvinder, der var berørt, havde mulighed for at søge erstatning.
Læs mere om Patienterstatningens vurdering af Region Nordjyllands forsinkelser i indkaldelser til mammografi /screening for brystkræft.

 

Læs også artiklen: De har gamblet med mit liv – Region H beklager den forsinkede screening