Livja kagen er en ægte livsnyderkage, der ægger ganen og ligger godt i maven!

“Den smager simpelthen så godt, jeg har lyst til mere.”

Marie

Den smager himmelsk, er nem at lave – og den gør dine gæster glade og veltilpasse.

Livja kagen havde verdenspremiere i Brønshøj i december 2016.

“Smagte så ganske dejligt, tusind tak og opskriften ?”

Rie

Det skal du bruge til Livja kagen

Lad det være sagt med det samme: Livja kagen er IKKE en sundhedskage. Du taber dig ikke af den.

Til gengæld får du dig en velsmagende bid af Det Gode Liv.

Livja kagen er i den grad en livsnyder-kage.

Livja kagen er en vaskeægte livsnyderkage

Her er de ting, du skal bruge for at bage en Livja kage:

  • 150 g smør
  • 400 g farin / puddersukker
  • 2 æg
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 2 spsk. kakao
  • 2 dl mel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. salt
  • 150 g tørrede tranebær
  • 150 g tørrede abrikoser
  • 150 g valnødder

Sådan laver du Livja kagen

Tænd ovnen på 185 grader.

Start med at piske æg, farin og smør sammen til du får en små-luftig æggesnaps.

Hak de tørrede tranebær, abrikoserne og valnødderne. Kom dem i æggesnapsen.

Bland kakao, salt og bagepulver i melet og kom det hele i skålen til de øvrige ingredienser.

Pisk dejen godt.

Tag en bid af Det Gode Liv - spis af Livja kagen

Livjakagen skal bages i en bageform eller et ildfast fad på 20 x 30 cm.

Læg bagepapir i bunden af formen eller gnid den med smør – og hæld straks dejen i fadet.

Så er den klar til at komme i ovnen.

Giv Livja kagen cirka 35 minutter.

Tjek kagen undervejs; prik til dejen, stik evt. en gaffel eller en spisepind ned i dejen, så du kan se, om den er ved at være færdig.

Du skal “styre” efter en brownie-agtig konsistens, så der må gerne sidde lidt dej fast på pinden eller gaflen. Blot må den ikke være flydende.

Prikken over i’et

Kagen smager allerbedst, når den er afkølet, så stil den gerne i køleskabet inden du serverer den.

Skær Livja kagen i firkanter på 4 x 4 cm og anret evt. Livja kagen med lidt flormelis strøet over.

En skefuld vanilje is er bestemt heller ikke at kimse af…

Put et par blåbær eller andre bær på toppen – det får Livja kagen til at se endnu mere indbydende ud!

Velbekomme!