Hvad er det værste der kan ske?

Du står i en eller anden situation og skal træffe et eller andet valg:. Du er i tvivl. Du ryster på hånden. Du er bange for at gøre det forkerte. Du er hunderæd for at miste eller for at mislykkes.

Kender du det?

Jeg kender det godt.

Den der forfærdelige situation, hvor det føles som om hele ens liv er på spil. I det splitsekund standser tiden og venter på du træffer et valg. Dit valg.

Hvor sker det værste?

Nogle gange har jeg stået i situationen på en arbejdsplads.

Andre gange har det afgørende øjeblik haft mere privat karakter.

Små og store situationer, hvor jeg skal træffe et valg og tage en beslutning.

Skal jeg sige fra nu? Skal jeg tage mit gode tøj og gå? Eller skal jeg bare gøre det?

Uanset hvor det sker, så er udfordringen og tankerne de samme: Tør jeg? Kan jeg? Vil jeg?

Hvad er det værste der kan ske?Hvad er det værste for dig?

Gad vide, hvad der er det værste for dig?

Du behøver ikke svare mig. Nøjes med at svare dig selv. Jeg er sikker på du kender svaret. Også selvom det aldrig passerer dine læber, men bor i dit sind.

Jeg kender så udmærket mit svar, eller rettere mine svar.

På en god dag træffer jeg dem bare, beslutningerne. Tænker ikke engang over, at det er det, jeg gør.

På knap så gode dage kommer det ikke lige så let og jeg må hele min indre dialog igennem. For og imod. Hvorfor og hvorfor ikke. En dialog fuld af tvivl og ængstelse.

Når beslutningen ikke åbenbarer sig for mig og den indre dialog looper og går i ring, spørger jeg mig selv: Hvad er det værste der kan ske?

Det allerværste

Som kræftramt og kræftoverlever ved du og jeg godt, hvad der er det allerværste. Det er tanken om at dø og det, at vi risikerer at dø af vores sygdom i, hvad der helt sikkert er i utide.

For mig har tanken om at dø været GRÆNSEOVERSKRIDENDE i en grad, der er svær at sætte ord på. Bragt mig til det absolut yderste af hvad min fornuft og mine følelser kan magte.

Samtidig har erkendelsen af, at jeg er dødelig, gjort mit liv lidt lettere.

Mine valg og mine beslutninger giver mere og mere sig selv.

taking off photo

Når de ikke kommer let, så hiver jeg mit spørgsmål op af lommen: Hvad er det værste der kan ske? Efterfulgt af endnu et spørgsmål: Kan jeg dø af det her?

I rigtig mange tilfælde er svaret: Nej, det kan jeg ikke.

Og hvad i al verden venter jeg så på?!!!

Hvad venter du på?!