Tiden nærmer sig for din operation. Du skal på hospitalet og opereres for brystkræft.
Din taske står klar: Hvad skal du have med på hospitalet?
BH? Bluse? Undertøj?
Spørgsmålene hober sig op. Du har svært ved at overskue det hele.
Læs denne artikel og få et par brugbare idéer til, hvad du skal pakke i din taske.
Nederst i artiklen finder du en samlet pakkeliste over de ting, du med fordel kan tage med, når du skal på hospitalet og opereres for brystkræft.
Gør det nemt for dig selv
Du kan gøre dig selv en stor tjeneste ved at tænke praktisk, når du skal pakke din taske og lægge ting i til lige efter din operation for brystkræft.
Lige efter din operation og mens du opholder dig på hospitalet, bruger du bruger hospitalets tøj. Det får du udleveret, når du er blevet indlagt.
Lad det være sagt med det samme: Hospitalstøjet er IKKE særligt sexy, men det fungerer, og du skal ikke tænke på noget som helst andet end at komme dig oven på operationen.
Men når du skal hjem, skal du skifte til dit eget tøj.
Og det tøj skal du pakke i tasken. Nu.
Hvad skal du have med på hospitalet?
Du skal regne med at være lidt øm efter operationen, og de første dage efter din operation kan du have lidt besvær med at løfte armene og bevæge dig lige så snildt og frit som du plejer.
Din skulder kan føles øm og stiv i det, når du vågner op efter operationen, fordi den har været fikseret i en unaturlig stilling i de timer, du bliver opereret. Den akavede stilling plus den kølige temperatur på operationsstuen kan mærkes i dagene efter operationen.
Så indstil dig på, at du er ikke i stand til at lave de helt vilde eller store armbevægelser de første dage efter din operation.
Derfor er den første ting du skal pakke en skjorte, der åbnes (og lukkes) foran.
Den kan du få af og på uden at skulle strække dig alt for meget.
De fleste finder det næsten uoverkommeligt at skulle trække en almindelig bluse op over hovedet!
Pak det mørke tøj
Det er også rigtig smart at lægge noget mørkt tøj i tasken. F.eks. en sort skjorte, sorte trusser, en sort BH og et sort kompressionsærme.
Det er der en helt konkret og meget synlig grund til: Før din operation bliver du sprittet af (desinficeret) med en blanding af klorhexidin, sprit og et stof, der har samme farve som krydderiet gurkemeje.
De første to ingredienser renser din krop for bakterier. Den tredje ting er det farvestof, der minder om gurkemeje, og som klart og tydeligt viser medarbejderne på operationsstuen, hvor de har været ift. at desinficere dig i det område, hvor du bliver opereret.
Ligesom gurkemeje, så er farven i det, du bliver desinficeret med, meget gult eller orange, og den gule farve bliver siddende på din krop et stykke tid efter din operation.
Den gule farve smitter også af på dit tøj – med mindre du har mørkt tøj på. Omvendt: Hvis du har lyst tøj på, så er den orange-gule farve umulig at vaske væk!
Derfor er den anden ting du skal pakke mørkt tøj, så du ikke får ødelagt din bluse, din undertrøje eller din BH.
Hvilken BH skal du tage med på hospitalet?
Godt spørgsmål som der er flere svar på.
Svaret kommer an på, hvilken brystoperation, du skal have foretaget.
De mest typiske brystoperationer er disse her:
- Fjernelse af bryst (kaldes mastektomi)
- Brystbevarende operation, hvor en knude fjernes, men brystet bevares (kaldes lumpektomi)
- Brystforstørrelse
- Brystreduktion
- Rekonstruktion, hvor et bryst genopbygges efter det “gamle” bryst er blevet fjernet
- Rekonstruktion med implantater
De forskellige typer af operation, skal håndteres med forskellige typer af brystholdere.
Hvad kan du forvente dig?
Der er mange ting, du skal forholde dig til på ganske kort tid.
Derfor har vi skrevet denne artikel til dig – for forhåbentlig at hjælpe dig lidt på vej ift. hvad du skal putte i tasken, når du skal afsted til hospitalet.
For hvad kan du forvente dig?
Lige efter din operation – uanset om du bliver opereret for brystkræft eller får lavet en kosmetisk brystoperation – er dit operationssår og området omkring arret ømt.
Måske væsker såret. Måske ophober der sig serom (det er gennemsigtig ar- og operationsvæske), så dit brystområde hæver.
Måske hæver området i al almindelighed.
Disse ting gør måske, at du slet ikke har lyst til at have BH på og ikke føler, at du kan holde ud at have den på.
Måske har du det modsat: Måske vil du bare gerne have en BH på.
Det er meget forskelligt, hvordan hver enkelt kvinde har det, fordi der er så mange ting at forholde sig til på en gang.
Særligt, hvis du har brystkræft.
Måske kommer du først i tanke om en BH, når du skal hjem fra hospitalet igen.
En frontlukket BH er let at tage på
Uanset hvilken slags brystoperation du får lavet, så vil din bevægelighed være påvirket lige efter og nogen tid efter din operation.
Derfor foretrækker mange kvinder, der får lavet brystoperation, en brystholder, der åbnes og lukkes foran, fordi de har svært ved at bevæge armene “normalt” og lukke BH’en på ryggen.
Derfor er den tredje ting du skal pakke en BH med frontlukning.
Der findes særlige BH’er til lige netop den situation, når det kniber med bevægeligheden. De kaldes BH’er med frontlukning.
I den første tid efter din brystoperation er din bevægelighed i skulderen ikke ligesom den plejer – og her er en frontlukket BH både praktisk og behagelig.
Læs artiklen: Det behøver ikke foregå bag om ryggen på dig
Har du brug for en kompressionsBH lige efter din operation?
Nogle hospitaler anbefaler, at du medbringer og bruger en kompressionsBH, der kan holde sammen på det hele i 4-6 uger.
Men – skal du vælge en kompressionsBH eller en almindelig BH til lige efter din operation?
Hvad er forskellen på de to BH’er?
Navnet siger det næsten: En kompressionsBH er en BH med kompression.
Kompression betyder tryk eller pres og er en egenskab som kvinder, der bliver brystopereret eller hjerteopereret kan have brug for. Både lige når de er blevet opereret og måske også i årene, der følger.
En kompressionsBH har disse funktioner:
- Nedsætte bevægelse af brystet
- Støtte til sårheling
- Beskyttelse af det opererede bryst
- Reducerer smerter, fordi brystet holdes i ro
- Giver bedre vilkår ift. at danne ar – pænere og hurtigere
- Reducerer hævelse efter operation
- Minimerer risikoen for varigt lymfødem
Alt efter hvilken kompressionsBH, du vælger, så får du kompression i særlige områder af brystholderen.
Læs Din guide: Alt om en kompressionsBH – og få meget mere at vide, om hvad en kompressionsBH er og kan gøre
En kompressionsBH har flere vigtige funktioner:
Den stabiliserer det opererede område og bryst ved at fjerne så meget bevægelse som muligt. Det giver ro til sårheling og giver dig det bedste resultat af din brystoperation.
Trykket fra en kompressionsBH på det opererede område mindsker også risikoen for lymfødem, der er en varig hævelse af væske.
Hvis du får lavet en rekonstruktion af dit bryst, så har du brug for en kompressionsBH.
Det gælder uanset om det er en primær rekonstruktion – hvor du får fjernet et bryst og lavet et nyt i samme operation – eller om det er en “almindelig” rekonstruktion af dit bryst.
Det har du også, hvis du skal have lavet større eller mindre bryster.
Hvis du får fjernet et bryst, skal du også overveje at anskaffe dig en kompressionsBH.
Derfor er den fjerde ting du skal overveje pakke en kompressionsBH.
Forebyg lymfødem med et kompressionsærme
Som brystkræftramt har du risiko for at udvikle lymfødem, fordi du får skåret i dit lymfesystem ved operationen.
Du får minimum fjernet 1-3 lymfekirtler i din armhule, når kirurgerne tjekker, om din brystkræft kan have spredt sig fra dit bryst ud i armhulen. Hvis der er spredning, får du fjernet flere lymfekirtler end den såkaldte skildvagt (sentinel node), der er den første lymfeknuder i armhulen.
Ny forskning peger i retning af, at kvinder, der får fjernet lymfekirtler i armhulen med fordel kan bruge kompressionsærme umiddelbart efter deres brystoperation. Det virker forebyggende.
Hvad er lymfødem?
Lymfødem er en kronisk hævelse, der kan opstå efter operation for brystkræft eller kemo- og strålebehandling for brystkræft.
Det er ikke sikkert du får lymfødem. Men der er en risiko, fordi du bliver skåret i dit lymfesystem. En risiko du skal kende, så du kan træffe dit eget valg og vælge eller fravælge at forebygge.
Derfor er den femte ting du skal overveje at pakke et kompressionsærme.
Et kompressionsærme har denne funktion: Det lægger tryk på dit lymfesystem og hjælper med at presse lymfevæsken tilbage til kroppen. Trykket er størst ved håndleddet og aftager herefter op ad armen.
Uden tryk kan lymfevæsken blive stående i din arm og få den til at hæve.
Du kan læse mere om lymfødem i artiklen: Værd at vide om lymfødem
En stofprotese hjælper den første tid
Hvis du skal have fjernet et bryst og gerne vil undgå at føle dig bar eller halv, så kan du med fordel klikke nærmere på en Priform stofprotese.
Ikke to kvinder er ens, og derfor ved kun du, om det er relevant for dig at overveje en stofprotese.
En stofprotese er en fin sikkerhed for nogle kvinder, der ikke kan udholde tanken om at gå rundt uden to bryster. Det kan virke uoverskueligt at gå ud i verden med kun et bryst, og følelsen af, at hele verden kan se det er grænseoverskridende.
For andre kvinder betyder det ikke noget, at de blot har et bryst. Det er som det er.
Stofprotesen er let og fuld af fiberfyld som du selv kan flytte rundt på, så den ligner dit andet bryst.
Læs mere om en stofprotese her og se, om den er noget for dig. Du kan også se, hvordan du finder den rigtige størrelse.
Din pakkeliste: Det skal du have med på hospitalet
Her har du den samlede pakkeliste:
- En skjorte, der åbnes (og lukkes) foran
- Mørkt tøj; skjorte, BH og ærme
- BH med frontlukning
- KompressionsBH
- Kompressionsærme
- Tandbørste
- Mobiltelefon og oplader
- En stofprotese
- Afslapnings- eller favoritmusik på mobilen
- Høretelefoner
- Trusser
- Tyggegummi
- Creme