Der var flag på briksen i strålerummet den dag, jeg fik min sidste behandling.
Jeg havde kæmpet med alt, hvad jeg havde, i seks måneder. Operation. Kemoterapi. Og til sidst 25 omgange stråling. Nu var jeg kræftfri, men jeg var ikke særlig glad.
Det var lillejuleaften. Jeg stod foran Rigshospitalet og kiggede ned i det stille bassin, der dengang lå foran indgangen. Himlen var grå. Der var ingen konfetti. Bare en kvinde i spejlbilledet, der ikke kunne kende sig selv og som heller ikke mærkede, at hun havde mistet fodfæstet.
Det, jeg ikke vidste dengang, er, at jeg langt fra var alene om at have det sådan.
Et nyt studie fra Københavns Universitet, offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Social Science & Medicine i oktober 2025, viser, at kræftpatienter har markant større behov for at forholde sig til livets store, eksistentielle spørgsmål end resten af befolkningen – og at behovet er allerstørst i netop de første måneder efter, man er erklæret rask (læs studiet hos Københavns Universitet).
Det var der ingen, der fortalte mig dengang.
“Fantastisk, du er kommet igennem det” – men jeg var ikke glad
Alle omkring mig syntes, det var fantastisk, at jeg var færdig med min behandling.
“Hvor ser du godt ud, og hvor er det godt, du er kommet igennem det mareridt. Nu er du helt rask og kan starte på arbejde igen,” sagde de.
Og de havde ret. Det var fantastisk. Jeg var bare ikke spor glad. Og arbejde var det allersidste, jeg tænkte på.
På den ene side var jeg ubeskriveligt taknemmelig over at være i live. På den anden side var jeg fuldstændig tom indeni. Rodløs. Hudløs. Og jeg kunne ikke få øje på noget lys for enden af den tunnel, jeg lige var kravlet ud af.
Dengang sagde jeg det ikke højt.
Jeg var faktisk lidt flov over, hvordan jeg havde det, og holdt det for mig selv. Tænkte, at det nok virkede utaknemmeligt at sige, at jeg ikke var glad. Jeg havde jo overlevet, ikke?
I dag ved jeg, at den følelse har et navn og er en ting: Eksistentiel krise efter kræft, og den er dokumenteret hos langt flere kvinder end mig.
Men dengang havde jeg bare et hoved fuldt af tanker, jeg ikke kunne få styr på: Hvad skulle jeg nu? Hvem var jeg, når sygdommen var væk? Hvad var meningen med det liv, jeg lige havde kæmpet så hårdt for at redde?
En kedelig pjece med et alt for højtravende navn
Hjælpen fandt jeg, da jeg mindst ventede det. En dag faldt jeg over en sammenfoldet pjece med overskriften Sokratisk Dialoggruppe. Filosofi, tænkte jeg. Vor herre til hest. Det var bestemt ikke noget for mig – jeg havde nok at se til med at finde mine egne fødder igen.
Alligevel stak jeg pjecen i tasken.
Det viste sig, at jeg havde langt mere brug for den, end jeg troede. I en mindre gruppe kvinder, der alle havde haft kræft tæt inde på livet, mødtes vi et par timer ad gangen for at tænke sammen over de store spørgsmål – uden at søge ét facit-svar. Hvad det konkret gav os, og hvordan samtalerne foregik, kan du læse mere om i Tanker om det gode liv, når man filosoferer sammen med andre, hvor min medkursist Christina Selden fortæller sin del af historien.
Det var hamrende filosofisk og samtidig helt nede på jorden. Ingen af os havde særlige forudsætninger for at filosofere. Vi var bare kvinder, der havde kræft tilfælles, og som forsøgte at skabe mening efter det vanvid, vi havde været igennem.
Det, der skulle være blevet et fast tilbud – men aldrig blev det
Her er den ærlige del af historien: Det tilbud, der gav mig fodfæste i livet igen, blev ikke gjort til en fast del af kræftrehabiliteringen i Danmark. Det fik aldrig en varig chance for at hjælpe de kvinder, der kom efter mig.
Det er ikke, fordi det ikke virker. Filosof og ph.d. Jeanette Bresson Ladegaard Knox, som guidede min dialoggruppe, har siden forsket videre i, hvad det gør ved mennesker at filosofere over en livstruende sygdom.
Vi to skriver og taler stadig sammen om, hvorfor et tilbud som dette burde stå lige så selvfølgeligt på planen som fysisk genoptræning.
Sammen har vi blandt andet skrevet en videnskabelig artikel i det lægefaglige tidsskrift Bibliotek for Læger om det, vi kalder den eksistentielle grundrystelse ved kræft (se artiklens registrering hos Københavns Universitet). Det er en senfølge, vores egen forskning viser kan tage kræftoverlevere op mod 6-10 år at finde nogenlunde fodfæste efter. Og alligevel bliver den ikke systematisk fulgt op på i rehabiliteringen. Du kan bestille artiklen her.
Tidligere skrev vi en fælles kronik i Kristeligt Dagblad om, hvad kræft og eksistentielle kriser faktisk kan lære os (læs kronikken i Kristeligt Dagblad).
Så hvis du står dér i dag – kræftfri, og alligevel ikke glad – vil jeg gerne sige det, ingen sagde til mig: Du er hverken mærkelig eller utaknemmelig.
Den følelse, du har, er en helt almindelig, dokumenteret reaktion. Det er en senfølge af den kræftbehandling du har været igennem.
