Hvad sker der med én, når håret ikke kommer igen efter kemoterapi?

De fleste, der bliver behandlet med kemoterapi, ved, at de mister håret som følge af behandlingen, fordi cellegiften slår både syge og raske celler ihjel.

Hårtabet er midlertidigt, og hos langt de fleste mennesker kommer håret igen.

Men for 10-15% af dem, der får kemoterapi som led i deres kræftbehandling, kommer håret ikke tilbage.

Eller også kommer det tilbage i så begrænset omfang, at det nærmest ligner englehår.

Når håret ikke kommer igen

Når håret ikke kommer igen, har effekten af kemoterapien udviklet sig til en permanent senfølge.

Det midlertidige hårtab er blevet til et permanent hårtab.

  • Hvad gør det ved et menneske, når håret ikke kommer igen?
  • Hvad betyder håret for en kvinde?
  • Holder man op med at være kvinde, når man mister sit hår?

Det ser vi nærmere på i denne artikel, hvor vi møder brystkræftoverlever Christina Selden.

Kemoterapi kan føre til permanent hårtabSer syg ud selv om jeg er kræftfri

Måske tænker du, at det vigtigste er, at man overlever sin kræftsygdom?

Det er det også.

Men at miste håret betyder også uendelig meget i den hverdag, der kommer efter kræftbehandlingen.

Christina Selden fik brystkræft for snart 10 år siden, og hun er en af dem, der ikke har fået sit hår tilbage efter endt kemobehandling.

“Det, at mit hår ikke er kommet tilbage, minder mig konstant om at jeg har været syg. Jeg bliver hele tiden husket på min kræftsygdom, også selvom jeg blev kræftfri for mange år siden,” siger Christina Selden, der er uddannet skuespiller.

“Hver gang jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg en kvinde, der ser syg ud,” siger hun.

Svært at møde andres blikke

En ting er at se sit eget forandrede spejlbillede hver eneste dag, når håret ikke kommer igen.

En anden ting er at møde andres blikke, når de ser det tynde hår.

Darwin kasket fra Livja“Når jeg møder andre mennesker, og de ser jeg næsten ikke har noget hår, så sker der noget. Så opstår der nogle situationer som jeg skal tackle. Så sender folk mig det der: Du ser godt nok syg ud-blik.”

“Det har jeg det rigtig svært med. Og det er ikke altid, at jeg psykisk har overskud til at tackle det.”

“Nogle dage kan jeg ikke tage det. Så tager jeg en hue på for at slippe for deres blikke.”

Beholder huen på

“Jeg orker simpelthen ikke at skulle forholde mig til deres reaktion på, at jeg ikke har noget hår.”

“Det er også på den slags dage, jeg beholder huen på, når jeg kommer ind i en butik for at handle. Så slipper jeg for blikkene og for at forklare nogen noget som helst. Så lægger ingen mærke til noget.”

“Jeg bruger ikke hovedbeklædning for at dække over mit manglende hår. Men kommer jeg ind i en butik og harhue på pga. vejret, er det ikke altid jeg orker andres reaktion, når jeg affører mig min hue.”

“Når folk ser mig på lang afstand og kommer tættere på, er de forberedt. Så kommer det ikke som et chok for dem som jeg skal opleve.”

Skal tackle andres følelser

Mødet med andres blikke er ikke det eneste, Christina Selden skal forholde sig til.

Hun skal også håndtere situationer, hvor andre reagerer med spørgsmål og ængstelse.

“Der er mennesker, der bliver bekymrede og lidt forskrækkede, når de ser mig. De spørger ind til, om jeg nu også er rask, eller om jeg stadig er i kemobehandling.”

“På mine gode dage kommer jeg folk i møde med en hurtig bemærkning. Jeg skynder mig f.eks. at sige, at jeg har mistet mit hår, fordi jeg har haft kræft. Så kan vi allesammen slappe af og komme videre i samtalen.”

“Det er bare ikke altid, jeg har overskud til at fortælle dem, at det er ni år siden, jeg fik min sidste kemo – og at min hår bare ser sådan ud.”

Et hak i kvindeligheden

For mange kvinder betyder håret rigtig meget. Det er en vigtig del af deres kvindelighed.

Hvad sker der så med kvindeligheden, når håret ikke kommer tilbage?

“Der sidder rigtig meget af ens kvindelighed i det at have hår. Det, at man mister sit hår, er så svært, og det gør virkelig noget ved ens kvindelighed.”

“Er jeg en rigtig kvinde, når jeg ikke længere har mit hår?” spørger Christina Selden og svarer selv:

“Det ved jeg selvfølgelig godt jeg er, men der kommer en masse spørgsmål op i forhold til det at være kvinde. Spørgsmål, som jeg aldrig tænkte på, før jeg mistede mit hår.”

“Jeg tænker for eksempel meget mere over, hvad jeg har på af tøj. I dag er det mere vigtigt for mig at vise, at jeg stadig væk er kvinde. Jeg klæder mig mere piget end jeg gjorde før.”

Gå direkte til hårsækken

Håbet om, at håret kom tilbage havde Christina Selden et godt stykke tid. Håbet levede faktisk i flere år efter hun var færdig med sin kræftbehandling.

Undervejs forsøgte hun sig med flere forskellige ting for at fremme hårvæksten: En privat hårklinik og forskellige shampoo-behandlinger.

“Jeg prøvede en masse forskellige ting uden at det hjalp det mindste. Til sidst fik jeg en henvisning til Dermatologisk afsnit på Bispebjerg Hospital. Her kiggede de en enkelt gang i min hovedbund og sagde, at alle hårsækkene var døde.”

“Derfor stoppede jeg prompte med at prøve alle de forskellige ting, jeg fik foreslået. Regain hårshampoo og så videre. Der er jo ikke noget, der kan vække døde hårsække til live, vel?”

“Mit råd til andre, der ikke får deres hår tilbage umiddelbart efter de er færdigbehandlede, er derfor, at de med det samme beder om at blive henvist til Dermatologisk afsnit.”

“Jeg nåede at prøve en del, og det kostede mig rigtig mange penge.”

“Men intet af det hjalp. Håret kom ikke tilbage. Og det tror da pokker, når mine hårsække var døde! Man kan jo ikke booste noget, der er dødt, vel?! Det var der bare ikke nogen af ‘hjælperne’, der gjorde mig opmærksom på.”

“Det var spild af penge, og der findes mange derude der gerne vil have dine penge uden at kunne hjælpe dig.”

Kemoterapi kan føre til permanent hårtab og til at øjenbryn skal tatoveres på

Har fået tatoveret øjenbryn

Efter nogen tid besluttede Christina sig for at få tatoveret øjenbryn, for de kom heller ikke tilbage efter kemobehandlingen.

Der kom kun meget meget få hår frem der, hvor der før havde været nogle kraftige øjenbryn.

Det var imidlertid ikke nogen let beslutning at tage – det at få tatoveret øjenbryn.

“For mig er tatoveringer meget grænseoverskridende, og derfor tænkte jeg puha, hvis jeg skulle have dem lavet lige midt i femøren.”

Det valgte Christina så alligevel at få. Hendes øjenbryn var vigtige for hende, og hun måtte med egne malende og bogstavelige ord lide for skønheden.

“Det tog kun en halv time at få det gjort. Men det gjorde s…. ondt,” husker hun og bruger et par bandeord mere til at beskrive smerten.

“Der går en to-tre uger, hvor jeg så forfærdelig ud. Så begyndte det at se normalt ud.”

Tatoverede øjenbryn falmer med tiden og solen

“Jeg kan godt se, at de nye øjenbryn giver mig noget karakter. Men jeg har det lidt underligt med dem. Jeg kan selvfølgelig altid lade dem falme lidt, hvis jeg synes de bliver for tydelige. Tatoverede øjenbryn blegner nemlig i solen, hvis jeg ikke giver dem masser af solcreme.”

“De skulle have været lidt mere mørkebrune, men de er blevet lidt blå i det. For – som jeg siden har fået at vide – så er der tendens til, at de bliver lidt mere blå i det, når man har fået kemo.”

“Nu må jeg blot konstatere, at de ser lidt blå ud.”

“Heldigvis har jeg fået mine øjenvipper igen. Uden at skulle gøre noget.”

Koldt på toppen og i nakken

Christina Seldens hår er kommet tilbage med, hvad hun selv betegner som 1/5 af det, hun havde før sin kemobehandling.

“Det vokser, men det bliver noget flittersnask og derfor klipper jeg det kort. At holde det så kort, synes jeg, får det til at se ud af mere.”

Det korte hår betyder ikke kun noget for udseendet. Det betyder også en del i forhold til at kunne holde varmen.

En af hårets vigtigste funktioner er nemlig at hjælpe os med at regulere temperaturen i kroppen, uanset om det er vinter eller sommer.

De fleste, der har prøvet at miste håret, ved hvor koldt det kan føles ikke at have hår. Uden hår er der bogstavelig talt koldt på topppen og i nakken. Både nat og dag.

Derfor har Christina altid en hat eller hue og et tørklæde til nakken med i sin taske. Også på en lun sommeraften, fordi det er koldt ikke at have så meget hår på hovedet.

Læs mere om hårtab

Du kan finde flere artikler på livja.dk der handler om kemoterapi og hårtab.