Der var en periode, hvor du måske troede, du var forsvundet. Håret, neglene, brynene, brystet – kroppen ændrede sig så meget, at det føltes, som om du selv var væk. Men du var her hele tiden. Du så bare anderledes ud.
Dit kropsbillede efter kræft har forandret sig. Og det tager tid at vænne sig til det.
Spejlet lyver ikke. Men det fortæller heller ikke det hele
De første mange gange, du ser dig selv efter behandlingen, er der noget, der lige stopper. Et halvt sekund, måske. Arret. Brystet, der ikke er der – eller ikke ser ud, som du havde forestillet dig. Eller noget helt andet, du ikke havde set komme.
Det er der jo. Det, der er anderledes. Det du ikke ignorere, og det skal du heller ikke.
Men det spejlet viser dig, er kun overfladen. Det siger ikke noget om, hvem du er blevet undervejs.
Det er ikke kun brystet
Det er nemt at tro, at hele forandringen sidder i brystet. Det gør den ikke.
De fleste, jeg taler med, kender også til alt det andet. Det, der kom snigende ind ad bagdøren, mens man havde nok at se til med kræften, behandlingen, det hele.
Vægten, der flyttede sig – op eller ned, mens kroppen stod midt i en kemokur. Håret, der forsvandt eller kom tilbage som noget helt andet, end det du havde engang. Krøllet. Gråt. Tyndere, måske.
Neglene, der først skiftede farve – blev mørke, nærmest blå under spidserne – og så en dag faldt af. Og når de kom igen, var de ikke dine gamle negle. De var bløde. Overfladen havde sat sig anderledes. Og der lå pludselig riller i dem, som der aldrig havde været før.
Øjenbrynene og øjenvipperne, der forsvandt, uden du fik sagt farvel til dem. Det er ikke bare kosmetik, det der sker, når de er væk. De var med til at tegne dit ansigt op – de gav det kontur, gjorde det til dit. Uden dem flyder ansigtet lidt ud. Trækkene bliver sværere at se, også for dig selv, når du kigger i spejlet.
Arrene fra dræn og port og biopsier, du aldrig bad om, men som blev en fast del af dig alligevel. Og huden – den reagerer ikke altid, som den gjorde før. Efter stråler. Efter det hele.
Hver enkelt af de ting kan give følelsen af, at det her ikke er din krop. Og lægger flere af dem sig oven på hinanden – håret, neglene, brynene, brystet – er det jo ikke så underligt, hvis du nogle dage slet ikke kan finde dig selv i spejlbilledet.
Susanne genkendte ikke sig selv
En kvinde – lad os kalde hende Susanne – skrev engang om en dag i et omklædningsrum. Halvandet år efter operationen. Hun stod der og kunne pludselig ikke genkende kroppen i spejlet. Ikke fordi der var noget nyt at se. Hun havde set den krop hver dag i halvandet år.
Men den dag gik det op for hende, hvor langt hun var fra den, hun var før.
Hun blev stående lidt for længe. Tænkte, at det burde være overstået nu. At hun burde have vænnet sig til det på det her tidspunkt.
Men det var ikke et spørgsmål om at vænne sig til noget. Det var et spørgsmål om at finde frem til, hvem hun var blevet. Ikke tilbage til hvem hun havde været.
Det tog hende et par måneder mere. Og så en dag – et helt almindeligt sted, ikke noget omklædningsrum, bare hjemme i entréen – kiggede hun på sig selv og tænkte:
“Der er du jo.”
Ikke fordi kroppen så anderledes ud den dag. Men fordi hun fik øje på sig selv igen.
Hvornår stoppede du med at lede efter den, du var før?
Der er noget ved den overgang, ingen rigtig forbereder dig på. I starten leder du efter den krop, du havde. Måler den nye op mod den gamle. Igen og igen.
Men på et tidspunkt – og det er forskelligt for os alle sammen, hvornår det sker – stopper du med at lede efter det, der var. Ikke fordi du har glemt det. For det glemmer man jo ikke. Men fordi du er begyndt at se noget andet i stedet.
Dig selv. Som du er nu.
Det kommer sjældent med store fanfarer. Det sker bare – måske en helt almindelig morgen, hvor du ser dig selv og – ligesom Susanne – tænker, at der er du jo – uden, at det handler om vægten eller håret eller huden den dag.
Du var her hele tiden
Det, du troede var forsvundet, var aldrig væk. Det var bare anderledes at se på.
Håret, neglene, brynene, brystet – det ydre skiftede form. Men humoren. Stædigheden. Blikket på tingene, du altid har haft. Det var der hele tiden, lige under det, du så i spejlet den dag, du ikke kunne kende dig selv.
Du behøver ikke lede efter dig selv. Du skal bare lære at genkende dig selv i den krop, du har nu. Ar, vægt, hår og det hele.
For mange starter den genkendelse i det små. I det, der ligger tæt på kroppen, hver dag. Som at finde de rigtige BH’er til det liv, man lever nu – ikke det liv, man havde før. Læs mere her: Hvilke BH’er har du brug for efter en brystoperation?
Ofte stillede spørgsmål
Er det normalt at føle sig fremmed for sin egen krop efter en brystkræftbehandling?
Ja, det er det. Mange oplever det. Og det handler ikke kun om brystet – ofte også om vægt, hår, negle og bryn, der har ændret sig undervejs.
Hvor lang tid tager det at føle sig hjemme i sin krop igen?
Det er forskelligt fra kvinde til kvinde. For nogle sker det gradvist, over måneder. For andre tager det længere. Der findes ingen facitliste for, hvornår det skal være overstået – og det er der heller ikke nogen, der kan kræve af dig.
Hvad kan hjælpe, når man ikke kan kende sig selv i spejlet?
Der findes ikke en hurtig løsning, desværre. Men mange oplever, at det hjælper at fokusere på det nære og konkrete. Tøj og undertøj, der passer til kroppen, som den er nu – i stedet for at jagte den krop, man havde før.
