Kan et stykke tyggegummi stille en kræftdiagnose?

Hvordan fortæller man et menneske, at hun har kræft?
En sygdom, der mindst koster hende meningen med hendes liv – eller maksimalt koster hende livet.

Er der en rigtig og en forkert måde at overbringe hende budskabet om en livstruende sygdom?

Det tror jeg bestemt der er.

Hvordan griber du det an?
Hvordan møder du mennesket bag patienten?

Her får du min historie og min oplevelse, da jeg fik stillet min diagnose.

 

En mandag med enkelte solstrejf

Lad os skrue tiden tilbage.
Tilbage til den 9. juni 2008.

Det er lunt og på kanten af sommer og ferie.
Alt er grønt og fuld af liv.
Det er en mandag med enkelte solstrejf og skyer som mange andre mandage.

Det er bare ikke en almindelig mandag.
Det er den dag jeg skal have lavet mammografi og ultralydsscanning på Rigshospitalet.

Et par uger tidligere har jeg mærket en stor knude i mit venstre bryst.

Jeg er 40 år gammel. Mor til tre lækre unger på 3, 6 og 8 år. Livet kører for mig. Sidder i en god overordnet stilling. Er godt tilfreds med mit liv. Har en fremragende form og synes jeg er i fin kontakt med mig selv og min krop. Kan godt mærke, når jeg byder den for meget. Eller bliver belønnet, når den har det godt.

 

Mit livs første mammografi

Nu står jeg der på gangen, lidt ved siden af mig selv og helt uden begreb om hvad der skal ske. Har aldrig fået lavet en mammografi før.

Jeg kan ikke rigtig mærke noget. Er tom for tanker. Flytter vægten fra den ene fod til den anden og venter på det bliver min tur. Den bløde vinyl opsuger lyden.

Mammografien går ok. Temmelig kønsløs og to maste bryster.

Sygeplejersken, der tager billederne, tjekker mit cpr-nummer og siger ellers ingenting, mens hun flytter rundt på mine bryster under apparatet.
Hun aser og maser. Jeg ømmer mig i stilhed, når plastikkassen trykker mine bryster flade under objektivet. Prøver det bedste jeg kan at placere min krop og mine arme, så hun kan få gode billeder.

Hun smider ikke om sig med ord. Bortset fra:
”Tak skal du have. Billederne er fine.”

 

Bare læg dig over på briksen

Så følger hun mig ind i rummet ved siden af.
Vi går fra lys til mørke.

Hun beder mig tage mit tøj på overkroppen af og lægge det på en gammel stol med lyseblåt vinylsæde. Betrækket er revnet et par udsatte steder og har tydeligt været brugt til andet end at bære på kvinders tøj.

 

”Når du har taget dit tøj af, lægger du dig bare over på briksen,” siger hun og peger på hospitalssengen med det let-hævede hovedgærde. Der er rullet en ny bane engangs-papir hen over briksen og den hovedpude, der også er.

Jeg spørger, om jeg skal tage mine sko af.

”Nej, nej. Det behøver du ikke,” siger kvinden.

”Du skal bare ligge helt stille. Lægen kommer om lidt.”

Hun giver mig et hvidt klæde over overkroppen. Det er stift, stinkende rent og lugter kraftigt af industrirens.

Det har samme størrelse som den stofble en baby gylper på.

Tænker et øjeblik på, om det hvide klæde skal gøre det mindre pinligt at ligge der med blottede bryster eller om det er for at jeg kan holde varmen.

Døren smækker, før jeg har tænkt tanken til ende, og væk er sygeplejersken.

 

Det ensomste menneske i verden

Jeg venter.
Er helt alene i rummet.

Det eneste lys i rummet kommer fra de neonrør, der hænger helt ude i kanten af de lyddæmpende loftsplader.

Stil en diagnose i lyden fra en ventilator

En ventilator snurrer.
Temperaturen i rummet får mine brystvorter til at stritte og fylder mine arme med gåsehud.

Jeg kan høre, når nogen går forbi ude på gangen. Ikke deres skridt, men brudstykker af deres samtaler.

Kl. 10.32 går døren op og ind kommer en læge, der hverken præsenterer sig eller siger goddag.

Han sætter sig direkte ned på den bedagede stol med hjul, der kan dreje i alle retninger. Den knirker lidt under hans vægt. Han har hvide træsko på, den ene er slidt lidt skæv.

”Dit personnummer?” forlanger han og får det.

Øjeblikket efter er industriklædet hevet væk fra min overkrop, der i stedet bliver sølet til i iskold gele fra en bøtte. Den minder om en af dem pølsemanden har hængende, når han skal lave hotdogs.

 

En duft af chokolade

Ventilatoren skifter gear, snurrer hurtigere og bliver til en insisterende og monoton brummen.

Han tygger tyggegummi, lægen.

Stimorol med chokoladesmag. Den der slags, der har en flydende klat med smag i midten, som breder sig og dufter, når du har tygget hul på kernen.

Jeg ligger afventende og passiv. Kæmper for at være i min krop.

Uden varsel begynder han at køre ultralydsscanneren hen over mit bryst. Op og ned. Hårdt hen over brystvorten.

Han siger ikke et ord. Men han tygger på sit tyggegummi.

Han gumler først langsomt et par gange og kører så en tur mere hen over mit bryst.

Denne gang med større fart og kraftigere tryk som om han prøver at scanne helt ned til brystbenet.

 

Tygge, tygge jeg er vist syg

Hans fingre trykker hektisk på et par knapper på tastaturet foran den sort-hvide skærm.

Han er den eneste af os, der kan se, hvad scanningen viser. Der kommer et par bip-lyde.

Jeg venter på, han vil sige noget.

Det gør han ikke.

Men han tygger lidt hurtigere på sit tyggegummi.

Og så lidt hurtigere. Og så lidt hurtigere endnu.

Til sidst roterer det som en propel rundt og rundt i hans mund.

Da ved jeg, at jeg er rigtig, rigtig syg.

 

Manden med kanylen

Lægen rejser sig og vender tilbage efter hvad der føles som en evighed, men sikkert kun er et øjeblik.

Han har en kanyle og nogle meget store nåle i hånden.

Så taler han til mig for første gang:

”Jeg laver lige et par biopsier, så vi kan fastslå, hvilken type din brystkræft er.”

Nogle minutter senere er biopsierne i hus.

Mission accomplished. Min diagnose er stillet.

Af et stykke tyggegummi med chokoladeduft.

 

Se mig – jeg er et menneske

Klip!

Så hopper vi frem til 2015.
Mit navn er Lotte Seheim. Når du spørger mig om det, siger jeg gerne mit cpr.nummer!

Jeg er brystkræftoverlever og livsnyder.

Jeg går til hver og en af mine kontroller. Også selv om jeg ryster i knæene og har uro i maven hver gang jeg går op af trapperne til onkologisk afdeling på 6. sal på Rigshospitalet i København.

MEN jeg gør det.

Og jeg er taknemmelig hver gang jeg møder en kræftsygeplejerske, der giver mig hånden og hilser på mig med et ”Hej Lotte. Hvordan går det?”

Taknemmelig over at blive mødt som det menneske, jeg også er.

Mennesker får stillet diagnoser af mennesker. Sådan skal det helst være.

Artiklen er bragt i Fokus på Kræft og Sygepleje, april 2015 (FSK – Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker)

 

Pin It on Pinterest

Share This