Der kan være mange grunde til at få lavet et testamente. Formålet er først og fremmest, at du sikrer dig, at din formue går til de personer, som du ønsker, at din formue skal gå til.

Læs mere om arvelovens regler i indlægget Hvem arver efter mig? – et overblik over hvem mine arvinger er og om mulighederne for selv at bestemme i indlægget Hvad kan et testamente bruges til?

Udgangspunktet er, at hvis du har børn og/eller en ægtefælle kan du disponere over 3/4 af den formue, som du efterlader dig. Efterlader du hverken børn eller ægtefælle, kan du frit disponere over hele din formue.

Er du ugift samlevende er der en ekstra krølle. Så kan du nemlig ved såkaldt udvidet samlevertestamente opnå, at din samlever skal have 7/8 af det, du efterlader dig.

Her er et testamente en god idé

I nogle situationer bør du helt klart oprette testamente, det gælder eksempelvis:
• hvis du eller din ægtefælle har børn af tidligere ægteskab, såkaldte særbørn.
• hvis du er gift, har umyndige børn og ønsker, at din ægtefælle også som enlig skal have bedst mulige økonomiske vilkår for at fastholde de nuværende rammer for jeres børn.
• hvis du lever i papirløst samliv og ønsker at sikre din samlever og måske også dine bonusbørn.
• hvis du er single, ikke har livsarvinger eller andre slægtsarvinger og ikke ønsker at formuen skal ende i Statskassen.

Det skal du tage stilling til

Ud over hvem, der skal arve din formue, er det i et testamente også relevant at tage stilling til:
• hvem der skal tage sig af dine børn, når du og eventuelt børnenes anden forælder, er død.
• om arven efter dig helt eller delvis skal båndlægges, så den ikke bliver brugt på én gang – og om den eventuelt skal frigives i etaper.
• om en del af den formue, som du efterlader, skal gøres til særeje for din ægtefælle, dine børn eller andre arvinger, så din formue bliver i din nærmeste familie.
• om der er bestemte genstande, som du ønsker, skal tilfalde bestemte personer.
• om du har særlige ønsker til din bisættelse eller begravelse samt dit gravsted.
• om du ønsker, at en særlig person skal stå for at fordele din formue, hvis dine nærmest ikke selv kan blive enige eller finde ud af det formelle.

Det enkelte menneskes valg

Der er rigtig mange spørgsmål at tage stilling til.

Om du skal få oprettet et testamente afhænger derfor af dine konkrete omstændigheder og dine konkrete ønsker til, hvad der skal ske efter din død.